Af Jane Blichmann
Cand.pæd.psych, MMD (Master of Management Development)
Vi benytter os dagligt af det 21. århundredes teknologi, og det 20. århundredes ledelsesprocesser, der alle er baseret på det 19. århundredes ledelses teknologi.
Hvad skal der til for at skabe nye og tidssvarende ledelsesprocesser?
Coaching er et af flere svar.
Når coaching er blevet en så væsentlig metier, skyldes det ikke mindst, at coaching er et bud på en moderne ledelsesform, der i højere grad end tidligere matcher en kompleks, foranderlig og global verden.
Coaching processen giver anledning til udvikling og nytænkning og forløser kreative og innovative potentialer.
På trods af at coaching hører det 21. århundrede til, kan vi iagttage at coaching-feltet afspejler en indre kamp imellem det 20. og det 21. århundredes tænkning. En kamp imellem forskningsbaseret ekspertviden, og den erfarne praktikers såkaldt ”uvidenskabelige” vidensopsamling. En vidensopsamling der overvejende lejrer sig som tavs viden. Kampen, eller perspektivforskellene, afspejler en splittelse imellem en elitær forskningstradition og en erkendelsesform, der i højere grad baserer sig på den menneskelige naturs iboende væsen, funderet på en intuitiv og helhedsorienteret tænkemåde. Kampen illustrerer et falskt modsætningsforhold, der tillige antyder, at den debat der foregår i den coachende verden, endnu ikke har erkendt, at vi delvist har lagt informationssamfundet, med dets ekspertorienterede forståelsesformer bag os. Vi er trådt ind i innovationssamfundet, der i højere grad end informationssamfundet fordrer, at vi agerer kreativt og aktivt nyskabende - her og nu.
Hvad er koblingen imellem coaching og innovationssamfundet?
Sagt ganske enkelt, så kan vi ikke klare os i konkurrencen med Kina og Indien samt ”close followers”, hvis ikke vi udvikler vore kreative og innovative kompetencer. Vi har i Danmark, såvel som i den vestlige verden, stærkt behov for at opprioritere vor viden om menneskelige kreative processer og disses natur. En viden som forskningen blot har vage bud på.
Skal vi forstå menneskets iboende kreativitet, og de dertil hørende processer, må vi tænke helhedsorienteret og ikke fragmenteret. Vi må undgå fragmenterende falske modsætninger, der sinker en udvikling på området. Gennem den coachende proces kan vi i stedet accelerere udviklingen, og sikre at den enkelte får realiseret og brugt iboende kreative og skabende muligheder. Samtidig kan vi få gjort op med myten om, at kreativitet er forbeholdt de få. Sådan er det ikke - vi er alle kreative!
Tilpasningen til innovationssamfundet stiller krav om en fællesskabsorienteret og relationel kreativ og intuitiv tilgang til udvikling. Gennem kollektiv netværkstænkning og reflekteret gensidig dialog, indeholdende et væld af perspektiver, som det udfolder sig overalt på nettet, når vi bedst de resultater, vi har behov for. Dette skaber nysgerrighed omkring såvel den tavse vidensmængde, der findes hos den erfarne praktiker, såvel som den viden der kan hentes fra forskningen. En videnstilgang der iboende rummer en stigende erkendelse af at ingen, heller ikke forskningen eller eksperten, rummer sandheden, og at verden bedst skabes løbende gennem en åben og uforbeholden gensidig kommunikation, der i udgangspunktet respekterer perspektivforskelle.
Kampen mellem forskere og erfarne praktikere, er derfor ikke blot gammeldags, men også i udgangspunktet gold og fører os ingen steder hen. Vi har i højere grad behov for rummelighed og en helhedsorienteret tænkning, der skaber fælles berigelse. Vi har ikke behov for at ophøje særlige grene indenfor coaching, eller specifikke personer i form af eksperter, til at være alvidende. Vi har langt mere behov for at dele perspektiver og yde såvel forskning, som den erfarne praktiker, gensidig og dyb respekt.
Hvad er baggrunden for den splittelse, der sker i den coachende verden?
Traditionelt tilhører vi et analytisk og rationelt paradigme grundet i det 19. århundredes foretrukne tænkning. Vi er så at sige socialiseret til at tænke i fragmenter. Coaching feltet afspejler desværre også et felt, hvor den fragmentariske tænkemåde, og dermed også den konkurrerende dynamik, har vundet indpas.
Nogle taler om evidensbaseret coaching som det bedste, andre om at coaching alene bør være forbeholdt psykologer, og atter andre hælder ensidigt til den erfarne praktikers relationelle erfaring, hvor det er tavs viden og intuitive og spirituelle processer, der er i fokus. Det er i alle sammenhænge tale om en ødelæggende fragmentering og et falskt modsætningsforhold, der intet har med helhedsforståelse at gøre.
International Coach Federation ICF, der er en global brancheorganisation for aktive coaches, har valgt en tidssvarende og helhedsorienteret strategi.
I ICF regi finder man ingen skel imellem forskning og erfarne praktikere. Begge perspektiver anskues som ligeværdige og ICF rummer selv en rig erfaring med at forestå Research & Development.
Foreningens etiske regelsæt, der tillige rummer et klagenævn, forfægter i alle sammenhænge helhedsperspektivet, og lægger op til en dyb respekt for forskellighed og mangfoldighed.
Dette afspejler dog ikke en naiv tro på, at alt er lige godt eller gennemtænkt – tværtimod. ICF har derimod sat sig som mål, gennem et globalt uafhængigt og nonprofit arbejde, at tage ansvar for at løfte en hel branche mod det bedst tænkelige coachende niveau, hvad enten der er tale om sports-coaching, life-coaching, business-coaching eller executive coaching.
ICF giver dermed et bud på, hvad fremtiden fordrer af en brancheorganisation.
Det er ikke et dem eller os perspektiv – ikke et enten eller, men et både og!